Om rotteangreb.dk

9 kommuner er gået sammen om denne hjemmeside for at oplyse dig bedst muligt om forebyggelse af rotteangreb.

Vores ven FUMLE og hans fætter BUMLE viser dig hvordan du kan forebygge.

Der er rigtig mange rotter i Danmark, og antallet af anmeldelser er på landsplan steget de seneste år.

Forebyggelse er vigtig

Populært siger man, at der er én rotte pr. indbygger, men ingen ved nøjagtigt, hvor mange rotter der er - kun at bestanden kan vokse eksplosivt, hvis ikke den hele tiden bliver bekæmpet. Gift er ikke vejen frem, da det har fatale konsekvenser for resten af vores økosystem. Giften havner nemlig også i de rovdyr, som blandt andet lever af rotter. Derfor er forebyggelse ekstra vigtig.

9 kommuner er gået sammen

Kommunerne har brug for hjælp fra borgerne i kampen mod rotter. Derfor er Viborg, Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer kommuner gået sammen om en kampagne, der fortæller om, hvad du selv kan gøre for at forebygge mod rotter omkring boligen og begrænse rotternes levemuligheder.

Film om hvad du kan gøre

Kampagnen indeholder korte animationsfilm, der beskriver de mest oplagte måder at forebygge rotteangreb på, eller til selv at undersøge, om du har rotter på din ejendom. Animationsfilmene blev lavet af Monkey Tennis fra Viborg. Hvis du ønsker at bruge filmene om rotter, skal du kontakte animeretkampagne.dk. 

Pligt til at anmelde rotter

Du har pligt til at anmelde rotter til kommunen, hvis du opdager dem på din ejendom.

Anmeld via dette link